“Energy efficiency first” i EU’s grønne investeringsplan

Pressemeddelelse: Interesseorganisationen SYNERGI ser gode takter i EU-Kommissionens nye investeringsplan, der sætter tal på finansieringen af den ambitiøse Green Deal.

Før jul præsenterede EU-Kommissionen sin European Green Deal, som Kommissionsformand Ursula von der Leyen kaldte for Europas “man on the moon moment”. I dag fremlagde Kommissionen så finansieringsgrundlaget for den ambitiøse Green Deal, som skal hjælpe EU på vej mod at blive klimaneutralt senest i 2050. 

7.500 milliarder og et sundt investeringsmiljø

EU-Kommissionen vil finde 7.500 milliarder kroner til grønne investeringer i de næste 10 år, og her handler det i høj grad om skabe et sundt investeringsmiljø, så de private investorer for alvor kan komme på banen, ikke mindst inden for energieffektivitet. Dermed tager Kommissionen igen et skridt i den rigtige retning, mener Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand i SYNERGI:

EU-Kommissionen er kommet ind i klimakampen. Det gælder også på energieffektivitetsområdet, hvor EU-Kommissionen med denne grønne investeringsplan gentager princippet omkring ”Energy Efficiency First”: Europa skal bruge energien bedre – både i industrien og i hjemmene. Lige nu går det alt for langsomt med at få renoveret den europæiske boligmasse. Grøn omstilling kræver politisk vilje, men det kræver også kapital, og nu ser det ud til, at EU er klar til at levere.

Virksomhederne er klar

Bendt Bendtsen, der var hovedforhandler på Bygningsdirektivet – en del af EU’s grønne pakke – er altså tilfreds med, at EU-Kommissionen fastholder sit fokus på energieffektivitet som nøglen til en omkostningseffektiv grøn omstilling. Det er godt nyt for danske virksomheder, som er klar til at levere energieffektive løsninger til Europas boligejere og til industrien, udtaler Bendt Bendtsen:

Jeg håber, at den danske regering vil gå forrest i EU og vise Europa og verden, hvordan vi kan forhindre energispild. Danmark skal være verdens grønne udstillingsvindue med grøn vækst og grønne arbejdspladser. Vi har allerede løsningerne, og de danske virksomheder er klar.

Kontakt

Katrine Bjerre M. Eriksen, Direktør i SYNERGI

Mail kb@synergiorg.dk Tlf. 22 74 71 86