EU-Kommissionen: Danmark har forsømt energieffektivisering i årevis

PRESSEMEDDELELSE

EU-kommissionen har i dag fremlagt en vurdering af Danmarks energi- og klimaplaner, og fremsætter i den sammenhæng en usædvanlig hård kritik af den danske energieffektiviseringsindsats.

Energieffektivisering er det område, Kommissionen kritiserer hårdest og opfordrer Danmark til et regulært kursskifte og til at iværksætte et væsentligt øgede ambitioner og indsatsniveau for at reducere det endelige og det primære energiforbrug i 2030 for at nå Unionens mål for energieffektivitet (32,5% i 2030). Kommissionen anbefaler ligeledes, at den danske regering iværksætter ambitiøse politikker og foranstaltninger, der kan kompensere for virkningerne af den beskårede finansiering til energieffektivitet og de sænkede energiafgifter.

Kommissionens vurdering af den danske klimaindsats er dermed meget uensartet, idet Danmark roses for sin indsats for vedvarende energi. 

Gunde Odgaard, sekretariatschef for BAT-Kartellet, som er byggebranchens faglige samarbejdsorganisation, udtaler: Kommissionens vurdering viser med al mulig tydelighed, at vi i Danmark har haft en for ubalanceret tilgang til energipolitikken, og ganske enkelt glemt det ben, der hedder energieffektivisering. Det har vi forsøgt at råbe beslutningstagerne op om, og det råb, vi nu hører fra Bruxelles, er om muligt endnu højere. Det kan de danske politikere simpelthen ikke sidde overhørig.

Henrik Lindved Bang, direktør i Bygherreforeningen og talsmand for branchepartnerskabet Renovering på Dagsordenen, udtaler: Den bredside Kommissionen i dag udsender mod Danmark, peger i den grad på behovet for, at den nye regering som en af sine hovedprioriteter iværksætter en ambitiøs renoveringsstrategi, som kan være med til at indfri de mål, der skal til for at bringe Danmark mest omkostningseffektivt i mål med den grønne omstilling.

Bendt Bendtsen, formand for Synergi, udtaler: I Europa har man i årevis sagt ”energieffektivisering først”, når man har tilrettelagt energipolitikken. Efter at have arbejdet i Bruxelles de sidste mange år har det derfor været slående at opleve, hvor lidt energieffektivisering er kommet til at fylde i den danske energipolitik – og i den seneste energiaftale, hvor indsatsen er blevet nedprioriteret. Det er der presserende behov for at få rettet op på. Uafhængige beregninger viser, at der i modsat fald venter en regning på 120-160 milliarder. 

Danmark har indtil udgangen af 2019 til at indsende revideret, national energieffektiviseringsplan. Opnås målene ikke, har Kommissionen mulighed for at foreslå ny lovgivning for at sikre at målene opnås. Så det haster med at formulere en ambitiøs indsats fra dansk side.

For yderligere kommentarer, kontakt:
Gunde Odgaard: 4074 7475, Henrik Lindved Bang: 4042 5575, Bendt Bendtsen: 2074 7547

Grøn Logik er en grøn alliance, bestående af repræsentanter for fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, industri og NGO’er. Alliancen har udarbejdet 8 forslag til, hvordan man kan sætte skub på energieffektiviseringen i Danmark; https://bygherreforeningen.dk/energieffektivitet-er-den-billige-vej-til-den-groenne-omstilling/
Se mere på www.grønlogik.dk Læs kommissionens henstilling: https://ec.europa.eu/energy/en/topics/energy-strategy-and-energy-union/governance-energy-union/national-energy-climate-plans