Grøn finanslov: Et skridt i den rigtige retning

Den grønne finanslov er et første skridt i den rigtige retning, vurderer SYNERGIs bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, som dog også efterlyser konkrete tal for ny fond.

Klimaet spiller en hovedrolle i finansloven for 2020. Regeringen og aftaleparterne tager de første skridt mod, at Danmark igen skal gå forrest i den grønne omstilling. Det er positivt, mener interesseorganisationen SYNERGI.

Grøn fremtidsfond

Blandt de nye initiativer findes Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 mia. kr., som skal sikre, at Danmark også fremover kan kalde sig et grønt foregangsland. Fonden skal blandt andet bidrage til en mere effektiv anvendelse af energien. Det er en god idé, mener Bendt Bendtsen, som dog samtidig understreger, at regeringen og aftaleparterne er nødt til at blive mere konkrete. Fondens endelige anvendelsesområde drøftes således først i 2020.

”Regeringen og det politiske flertal viser gode takter, når det gælder energieffektivitet, som har været underprioriteret de senere år. Derfor er det fint, at en mere effektiv brug af energien nævnes som et af de områder, Danmarks Grønne Fremtidsfond skal bidrage til. Men vi mangler fortsat at se fondens præcise udmøntning. Jeg håber, at regeringen vil følge arbejdet til dørs, så danskerne kan få en grønnere og sundere bygningsmasse,” udtaler Bendt Bendtsen.

God økonomi i energieffektivitet

Flere rapporter viser, at energirenoveringer er blandt de billigste og mest effektive værktøjer, når det handler om at komme i mål med Paris-aftalen. Derfor er det fornuftigt, at den nye finanslov bevarer håndværkerfradraget, så danskere landet over fortsat kan få hjælp til at energirenovere deres boliger. Samtidig er det positivt, at der afsættes midler til at styrke Klimarådets kapacitet til at regne på de samfundsøkonomiske konsekvenser af klimapolitiske forslag.

I sommer kritiserede EU-Kommissionen Danmarks indsats på energispareområdet i skarpe vendinger, og Bendt Bendtsen vurderer, at der fortsat venter et stort arbejde med at få genopbygget det gode ry, så Danmark igen kan blive en rollemodel for andre lande, når det kommer til at reducere energispild.

“Regningen for den grønne omstilling bliver op mod 160 mia. kr. dyrere for det danske samfund, hvis vi ikke nedsætter vores energiforbrug, som har været stigende de seneste år. Danmark blev i sin tid kendt som grønt foregangsland verden over, da vi formåede at afkoble vores vækst med vores energiforbrug. Der er vi nødt til at gøre igen, hvis vi vil tages seriøst som et grønt foregangsland ude i verden,” siger Bendt Bendtsen.

Foruden drøftelserne om Den Grønne Fremtidsfond venter nu de afsluttende forhandlinger om klimaloven, arbejdet med klimapartnerskaberne og klimahandlingsplanen samt implementeringen af EU’s energieffektivitets- og bygningsdirektiv i 2020.