Pressemeddelelse: Dansk Industri sætter kursen mod et energieffektivt Danmark

Energieffektivitet spiller en central rolle i Danmarks grønne omstilling. Det var budskabet fra DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, da han præsenterede DI’s 2030-plan ”Sammen skaber vi grøn vækst” på DI Topmødet 2019.

Af 2030-planen fremgår det, at Danmark bør satse massivt på energieffektivitet, hvis vi skal nå målet om en emissionsreduktion på mindst 65 pct. i 2030. Det glæder fhv. økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand i den grønne organisation SYNERGI, som arbejder for et mere energieffektivt Danmark:

Anført af Lars Sandahl Sørensen har DI med 10 anbefalinger sat et tydeligt fokus på energieffektivitet. Det står klart, at energieffektivitet går hånd i hånd med vedvarende energi og elektrificering. Jeg er meget glad for, at energieffektivitet har fået den prioritet, som det fortjener,” udtaler Bendt Bendtsen og fortsætter:

Jeg er særligt glad for DI’s anbefaling omkring et mål for energieffektivitet på op mod 33 pct. frem mod 2030 og op til 45 pct. frem mod 2050.

I lighed med Lars Sandahl Sørensen påpeger Bendt Bendtsen også, at vi skal vælge de billigste og mest effektive grønne løsninger, så vi ikke alene gør Danmark grønnere, men også får mest muligt for pengene:

Danmark kan høste store samfundsøkonomiske gevinster, hvis vi energieffektiviserer frem mod 2050. Hvis ikke, kan det blive op mod 160 mia. kr. dyrere for Danmark at nå målet om klimaneutralitet i 2050. Det er penge, der kunne være gået til andre formål. Samtidig kan vi se, at den globale efterspørgsel på energieffektive løsninger vil stige med 5.000 mia. kr. frem mod 2040 på grund af Paris-aftalen,” siger Bendt Bendtsen og uddyber:

DI’s 2030-plan understreger, at Danmark skal være verdens grønne og energieffektive udstillingsvindue. Det er vigtigt for danske arbejdspladser i hele landet samt dansk eksport inden for bæredygtighed, energieffektivitet og sunde bygninger. Jeg ser meget frem til, at regeringen nu tager imod den fremstrakte hånd fra DI til at nå 70 % klimamålsætningen. Regeringen er ambitiøs. Det er erhvervslivet også. Sammen kan vi nå i mål med den grønne omstilling og få mere ud af mindre.

Om SYNERGI

SYNERGI er en interesseorganisation, der arbejder for en mere effektiv brug af energien – både i industrien og i de danske hjem. SYNERGI består af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL, VELUX, Dansk Energirådgivning, Boligselskabet Sjælland og SustainSolutions. Sammen sikrer vi, at vi med energieffektive teknologier får mere ud af mindre. Med banebrydende løsninger bidrager vi til global bæredygtighed og forbedret livskvalitet for danskere og for mennesker over hele verden.

Læs mere på www.synergiorg.dk

Kontaktoplysninger

Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand – mail: bb@synergiorg.dk

Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør – mail: kb@synergiorg.dk, tlf. 22 74 71 86