Kenth Kærhøg, SYNERGIs næstformand, er død

Mindeord

Efter længere tids sygdom er Kenth Kærhøg afgået ved døden i en alder af blot 52 år. Kenth Kærhøg var kommunikationsdirektør i Danfoss og næstformand for interesseorganisationen SYNERGI, der arbejder for en mere effektiv brug af energien i Danmark.

“Vi er alle dybt berørte over Kenth Kærhøgs død, som er et stort tab for SYNERGI. Kenth var en afholdt samarbejdspartner og visionær leder, som efter en imponerende karriere i udlandet var vendt hjem til Danmark med sin familie. Som bestyrelsens næstformand har Kenth været en vigtig drivkraft bag SYNERGIs strategi og etableringen af vores sekretariat. Vi vil komme til at savne Kenths store indsats for SYNERGI, hans altid behagelige facon og hans oprigtige engagement i arbejdet for en grønnere, mere bæredygtig fremtid. Vores tanker går til Kenths pårørende, ikke mindst til hans kone Hanne og deres tre børn,” udtaler Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand for SYNERGI.

Kenth Kærhøg spillede en væsentlig rolle i SYNERGIs tilblivelse. Han var med til at byde velkommen til de første nye medlemsvirksomheder og medarbejdere i sekretariatet. I arbejdet for SYNERGI har Kenth Kærhøg en stor del af æren for, at energieffektivitet er på vej tilbage på den politiske dagsorden i Danmark.